Cyberangreb og cyberkriminalitet er stigende i antal og kompleksitet i hele Europa, og derfor har EU naturligt stort fokus på cybersikkerhed. På Cybersikkerhedsrådets tredje møde i år, den 16. september, vendte rådet blandt andet blikket mod EU for at se nærmere på noget af det arbejde, der foregår med henblik på at styrke cybersikkerheden i hele unionen, og hvilken indflydelse det kan få på danske forhold.

 

Torsten Andersen, vicedirektør i Erhvervsstyrelsen og medlem af Cybersikkerhedsrådet, gav indblik i den kommende europæiske ramme for certificering af cybersikkerhed, der retter sig mod at øge cybersikkerheden i it-produkter, -tjenester og -processer i EU. Derefter drøftede medlemmerne, hvad der skal til for, at certificeringsordningen får succes. På mødet blev rådet også orienteret om det kommende reviderede netværks- og informationssikkerhedsdirektiv, NIS2, som der i øjeblikket forhandles i Bruxelles. Kommissionen lægger op til en væsentlig udvidelse af direktivets dækningsområde til at omfatte flere krav til flere samfundsvigtige områder.

 

Mødet blev også en anledning til at se tilbage på Cybersikkerhedsrådets virke, siden det blev nedsat i december 2019 for at bidrage til videndeling, rådgivning og vejledning på strategisk niveau. Rådet blev nedsat for en toårig periode, og med den politiske aftale om et styrket dansk cyberforsvar er det nu besluttet, at rådet skal nedsættes på ny for perioden 2022- 2023. Rådet har i sin første periode blandt andet bidraget til udvikling af den kommende nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi, afholdt en række webinarer og bidraget til den nationale cybersikkerhedsmåned.

 

Medlemmerne drøftede desuden arbejdet med den kommende nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi, der forventes lanceret i år. Afslutningsvis fik medlemmerne en orientering om programmet for Cybersikkerhedsrådets kommende webinar, som åbner cybersikkerhedsmåneden den 1. oktober 2021. Webinaret vil fokusere på en række korte, konkrete oplæg med råd om cyber- og informationssikkerhed. Programmet vil blive annonceret på Digitaliseringsstyrelsens og Center for Cybersikkerheds hjemmesider, hvor man også vil kunne tilmelde sig.

 

 

Om Cybersikkerhedsrådet

Det offentlig-private Cybersikkerhedsråd skal rådgive regeringen om, hvordan den digitale sikkerhed styrkes og sikre videndeling mellem myndigheder, erhvervsliv og forskningsverdenen, og rådet skal desuden byde ind med udvikling af cybersikkerhedskompetencer.

 

Cybersikkerhedsrådet er sammensat af medlemmer fra erhvervslivet, myndigheder, forbrugersiden og forskningsverdenen, og deres faglighed spænder bredt over strategiske og juridiske såvel som teknologiske kompetencer.

 

Møderne ledes af det offentligt-private formandskab bestående af Tanja Franck, direktør for Digitaliseringsstyrelsen, Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed og Bjarke Alling, koncerndirektør for Liga ApS. Cybersikkerhedsrådet blev nedsat i december 2019 og medlemmerne er udpeget for perioden 2019-2021.