Der var både højt humør og mange nysgerrige spørgsmål, da Center for Cybersikkerhed (CFCS) torsdag den 29. oktober havde besøg af det første hold cyberværnepligtige i Forsvaret. De 15 unge værnepligtige har siden februar været igennem et forløb i militære færdigheder og siden et længere forløb om cyberforsvar. Nu er værnepligten snart aftjent, og som et af de sidste elementer i uddannelsen gennemfører de unge et praktikforløb og besøg i forskellige dele af Forsvaret. Besøgene giver dem mulighed for at høre om, hvordan man håndterer cybersikkerhed i Forsvaret, og samtidig møde nogle af deres måske kommende kolleger.

Hos CFCS fik de værnepligtige en introduktion til Centerets forskellige afdelinger og deres rolle i opgaven med at beskytte Danmark digitalt. Oplægget affødte mange interesserede spørgsmål, og det er der gode grunde til. CFCS er nemlig et af de steder, hvor de cyberværnepligtige oplagt kan søge ind, hvis de ønsker at fortsætte med en karriere inden for cybersikkerhed efter endt uddannelse, fortæller chef for CFCS, Thomas Lund-Sørensen:

”Jeg var meget glad for at møde de nye cyberværnepligtige og opleve, hvor engagerede de er. De har allerede lært meget, og det var tydeligt, at de har ambitioner om at arbejde videre med faget. Det er rigtig positivt, og jeg tror, der er gode chancer for, at nogle af de unge kommer til at få en karriere i CFCS.”

Inden da venter der dog holdet en afsluttende øvelse, som CFCS tilrettelægger, før de afslutter værnepligten sidst i november og et nyt kapitel venter.

Læs mere om cyberværnepligt her: https://karriere.forsvaret.dk/varnepligt/varnepligten/cybervarnepligt/