[Oprindeligt publiceret af Center for Cybersikkerhed]
5 hurtige til Zer0
”Zer0” deltog på cyberakademiet som junior analytiker i 2019 og arbejder nu som analytiker i Cybersituationscenteret hos Center for Cybersikkerhed.
Hvad fik dig til at søge ind på Cyberakademiet?
”Min far er datalog, it-sikkerhed har været en del af min opvækst, og jeg har længe interesseret mig for programmering og svagstrømelektronik. På den måde har jeg allerede haft foden indenfor i den tekniske verden. Det har altid fristet mig at tage en af forsvarets uddannelser, og jeg havde overvejet at læse til sprogofficer, men denne her uddannelse var mere i min boldgade. Faktisk var det min far, der viste mig opslaget og opfordrede mig til at søge ind – og på trods af at jeg skulle flytte langt hjemmefra, gjorde jeg det.”
Hvad syntes du om det faglige niveau på uddannelsen?
”I begyndelsen var jeg bekymret for, om jeg ville få nok ud af det, fordi jeg allerede kunne noget programmering. Men det blev rimelig udfordrende efterhånden. En stor del er også netværksanalyse, som jeg omvendt ikke vidste noget om, så der var udfordringer til alle.”
Hvordan har det været socialt?
”Jeg er meget overvældet. Fra starten har der været et stort fokus på ikke bare at udvikle os på det faglige, men også på det personlige. Vi startede fx uddannelsen med en fælles tur til Bornholm for at bryde isen, og det var en fed tur. Nogle af os, der kom langvejsfra, boede også sammen på en kaserne under uddannelsen, og det har været fantastisk.”
Hvordan er det at arbejde i Cybersituationscenteret?
”Arbejdstiderne er både om dagen, om aftenen og i weekenden, og det skal man lige gør op med sig selv, om man vil. Selv foretrækker jeg faktisk aftenvagterne. Det er også virkelig fedt, at situationscenteret er et nyt koncept. Vi har stor indflydelse, og hvis man har en idé til et projekt, får man lov, hvis man kan vise, at det har værdi. Ledelsen lægger også op til, at vi skal videre rundt i huset. Malwareanalyse kunne være en mulighed for mig senere – eller kryptoanalyse, for matematik har altid fascineret mig, men der skal der nok lige en kandidatuddannelse på først.”
Hvad vil du sige til en, der overvejer at søge ind på cyberakademiet?
”Jeg tror, man sjældent får en mulighed som det her i sit liv. Det er en oplevelse, man ikke får andre steder – og en arbejdsplads ulig alle andre. Så jeg vil på alle måder opfordre folk til at søge. Det værste, der kan ske, er, at man får et nej, og det kan selvfølgelig være slemt nok, men hvis man kommer ind, er det en spændende uddannelse. Enhver, der har interessen, kan tilegne sig det faglige, og det åbner mange døre at have været hér.”
5 hurtige til Bran
”Bran” deltog på cyberakademiet som junior analytiker i 2019. Han blev først ansat som analytiker i Cybersituationscenteret og er nu Tier 2 analytiker i situationscenterafdelingen hos Center for Cybersikkerhed.
Hvad fik dig til at søge ind på Cyberakademiet?
”Mens jeg læste til datamatiker, fandt jeg ud af, at jeg nok ikke skulle programmere resten af mit liv. It-sikkerhed er spændende, men også skræmmende, fordi det er et kæmpestort felt, så der er en strukturel barriere i at lære det selv. Her var der nogen, der havde lavet et pensum, ligesom der var et operativt fokus, så det ikke kun var teoretisk.”
Hvad syntes du om det faglige niveau på uddannelsen?
”Jeg oplevede et højt faglig niveau, især på de områder, hvor jeg ikke havde den store viden selv. Men det var et niveau og et tempo, hvor jeg kunne være med. Netværksanalyse og -forståelse var ikke noget, jeg havde haft på min uddannelse før eller dykket ned i selv, så det var rigtig godt.”
Hvordan har det været socialt?
”Det har været virkelig fedt. Der er et særligt bånd mellem os, der har været på uddannelsen. Vi havde et fælles mål, og vi var en ambitiøs gruppe, men i stedet for spidse albuer har det handlet om hjælp og støtte til hinanden.”
Hvordan har det været at arbejde i Cybersituationscenteret?
”Det er spændende og sjovt. Vi er first point of contact, når der sker et angreb. Der kommer hele tiden nogen ind, eller telefonen ringer, og for mig har omskifteligheden været det sjoveste. Andre kan godt lide at tage hørebøffer på og fordybe sig i otte timer, men man skal være omstillingsparat og klar til at kunne blive afbrudt.”
Hvad vil du sige til en, der overvejer at søge ind på cyberakademiet?
”Du går ikke bare ind på Cyberakadmeiet uden nogensinde at have rørt en computer, men omvendt – hvis man er nysgerrig og gider arbejde for det, kan man lære det, man har brug for. Hvis du drømmer om en karriere i it-sikkerhed, skal du helt klart søge.”