Cybertruslen
Lister
Torsdag den 25. januar mødtes netværket af decentrale cyber og informationssikkerhedsenheder inden for de samfundsvigtige områder, DCIS-forum, for første gang i 2024. Dagsordenen havde fokus på enhedernes opgaver og kompetenceudvikling.
Der var blandt andet kompetenceudvikling og strategisk og operationel opgavevaretagelse på dagsordenen på årets første møde i videndelingsnetværk for decentrale cyber- og informationssikkerhedsenheder (DCIS'er). Netværket, som går under navnet DCIS-forum, tæller 26 enheder i ministerområder med ansvar for samfundsvigtige opgaver. Enhederne har til opgave at styrke cyber- og informationssikkerhedsarbejdet på det enkelte område og skal desuden koordinere og samarbejde på tværs.
På mødet blev rammerne for en ny uddannelse af netværket drøftet. Uddannelsen skal sikre, at den enkelte DCIS har de nødvendige kompetencer og kapacitet til at varetage rollen. Den nye uddannelse er udviklet af netværket selv og består af et uddannelseskatalog med en række moduler. Modulerne afvikles både online og fysisk, og overordnet har uddannelsen fokus på fleksibilitet og at ramme den enkelte DCIS-medarbejders behov.
Forummet debatterede desuden udvalgte elementer af den nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed, og deltagerne fik mulighed for at diskutere andre emner på tværs af sektorer, ligesom årets planlagte øvelsesaktiviteter blev drøftet.
DCIS-forum
Netværket af cyber- og informationssikkerhedsenheder og blev oprettet i januar 2019 som led i den nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi. Med regeringens cyber- og infomationssikkerhedsstrategi for 2022-2024 blev gruppen af DCIS’er udvidet fra de oprindelige seks til hele 26. Netværket drives med udgangspunkt i sektorernes ønsker og behov, og CFCS bidrager med blandt andet ekspertise og aktuel viden om cybertrusler og sikkerhedshændelser.